Endelig… så havde min fiskemakker tid til mig, og det var noget jeg blev glad for og så frem til, han ville ville hente mig kl. 19.30 og så skulle vi på Glænø.
Kim skrev under aftensmaden, altså på et tidspunkt hvor jeg slet ikke var klar eller for den sags skyld, kommet i gang med at pakke, at han ville være der omkring kl. 19…
Fruen kender åbenbart sine lus på gangen, så hun sagde, ja så er han her kl kvart i, så du har travlt Martin!
Jeg skulle som sagt nå det hele… Spise færdigt, pakke vadetøj og stang, ordne mine fluer der lå til tørre, hoppe i bad og derefter i fisketøjet, og altsammen inden Kim kom, helst inden Kim kom.
Det nåede jeg næsten, de sidste 4 – 5 minutter, måtte Christina gå ud og sige hej til ham, for Kim var her allerde 18.49
Får gjort mig færdig og slæber mine ting og mig selv ud til Kim og fruen, ind med grejet i Kims dyt og kursen mod Glænø blev sat.
Normalt så tjekker jeg DMI, YR og FCOO inden en tur, men det havde jeg ikke gjort i dag, så jeg kendte hverken til vindretning eller vandstand.
Men da vi lander på parkeringspladsen på Glænø, går jeg op på toppen af bakken for at kigge ned til ad kysten til højre, vandet var krystalklart og der var ikke skyggen af andre lystfiskere.
Der holdte også kun to biler på pladsen da vi ankom, den ene kørte umiddelbart med det samme, og den anden var en turbus, så der var nok ikke nogen lystfiskere på Glænø i dag.
Om fredagen var jeg ude med Jesper Roholm og Michael Villingshøj, og trods for fiskene burde være spredte, så skulle der arbejdes for at finde nogle hugvillige ørred. Den turs resultat blev…
En nultur til Villingshøj
En enkelt havørred over mål til Roholm
og jeg fandt 3 havørred omkring målet, og det var efter at have fisket et meget langt stykke af.
Nå men tilbage til Glænø og Kim.
Vandstanden var meget lav og vinden kom fra nordvest og der var rimelig tryk på vinden, så vi valgte at hoppe i vandet ved parkeringspladsen og fiske venstre om.
Ligesom fisketuren dagen før, så skulle der fiskes meget vand af, før jeg fandt fiskene. To kontante hug førte til to flotte havørreder.
Begge over mål, den ene var en fin halvmeters fisk.
Kim kom ned til mig, men fiskene var trukket videre.
Så vi forsætter turen ned af kysten.
Først da vi rammer renden var der igen liv… primært de forbistrede hornfisk, man kunne mærke deres evige angreb på fluen men den blev hevet hjem.
Jeg får noget kludder på min skydeline tæt ved skydehovedet, så jeg lader min flue synke på kanten af det dybe mens jeg ordner min line.
Da jeg er færdig, løfter jeg fluen og der er fisk på… det kommer møj bag på mig, og især da jeg ser det er en hornfisk.
Alt imens jeg forsøger at få styr på den lange djævel, får Kim fisk på.
Kim lander en fin tyk fisk på 48 cm.
Den gav iflg. Kim ikke op uden en brav kamp, havørreden måtte dog se sig slået og ender sine dage i Kims køkken. 🙂
Min hornfisk fik, som hornfisk gerne gør, lavet et frygtelig rod i min line, så det skulle jeg bruge adskille minutter på at løsne.
Jeg kom dog igang igen, og havde skiftet den storfangende Brenda flue ud med Kombardoen, Den ved jeg fiskene er glad for og det viste hornfiskene med det samme, jeg kunne konstant mærke dem… dog var der en kontakt som ikke var hornfisk, sender min flue i samme retning… stripper et par gange og så var der fast fisk, og absolut ikke en hornfisk.
Får fightet fisken ind og lander dagens største fisk, en fin og rigtig tyk havørred på 50 cm. Den er meget livlig, så at snuppe en selfie med fisken, skulle vise sig at være et arbejde.
Det lykkes dog næsten…
Mørket var kommet krybende ind over os…
Så vi satte flydeliner på og begav os ud på yderkysten igen.
Kim havde en af Claus Eriksens skumskaters på, jeg en Night skater
Desværre gav fiskeriet ind i det mørke ikke meget, Kim havde et par kontakter og forsøg på at tager fluen, jeg mærkede intet på min flue.
Vi var tilbage ved bilen omkring 00.45 og vi lander hjemme hos mig igen 10 minutter over 1
Super lækker dag på kysten i selskab med Kim.
Nu håber jeg vinden snart er med mig, så jeg kan komme ud og prøve mit nye net på en af Tystrups Sandarter.
Knæk og bræk derude
/Martin