Enø med forårs fornemmelser.

Jeg har længe gået med lysten til Enø, og da Christina og jeg havde aftalt en tur søndag d. 5 april, så skulle pladsen blot findes.
Vinden bestemte lidt hvor vi skulle hen, og vi havde valget mellem Vestsjælland, nærmere Dalby Strand eller Enø, vinden kom nemlig fra vest med 6 m/sek.

Som skrevet har jeg gået med tanker om fiskeri på Enø, og da Christina ikke var i humør til en længere køretur, så var valget nemt.

Vi står forholdsvis sent op, drikker vores morgenkaffe og spiser vores morgenmad, inden vi hopper i tøjet og får bilen pakket.

Jeg er gået back to start… Havde rigget min Scott Radian #7 med mit Lamson Speedster hjul til, havde bundet en grå frede, fluen jeg fiskede med 95% af tiden det første år… den sad dog ikke på så længe 🙂

Vi ankommer til Karrebæksminde, og her er der absolut ingen frygt for Corona at spotte, der var mennesker overalt, de gik op og ned af hinanden, på P-pladsen i byen, var der sågar motorcykeltræf.
Nå, men vi kommer ned til P-pladsen på kystvejen og der er proppet med biler, heldigvis for os, var det kun folk som var ude og nyde det gode vejr.

Vi hopper i vadetøjet, får pakket vores jakke og vest, yes sir, det var årets første dag med fluevest… elsker at gå med min fluevest, den er dejlig let og mere behagelig end en vadejakke. Christina mente jeg ville fortryde, men det gjorde jeg ikke… frøs på intet tidspunkt under den forholdsvis korte tur.

Nede ved vandet begynder vi at fiske.
Der går ikke langt tid før jeg har den første kontakt, den bliver dog ikke til mere. Vi fisker det inderste badekar, dog med fokus på kanten mod sandet.

ca. 20 min inde i fiskeriet får jeg det første kontante hug, strip’n’striker og fisken er fast.

En fin fisk bliver landet, et hurtigt foto og den får sin frihed igen.
Jeg fisker med en kombardo og en guldbasse som ophænger, fisken havde taget guldbassen (Kombarbo’en hænger under fisken)
(Benytter CE ver. 4 ophængeren, se her hvordan den laves.)

Vandet er stadig til den kolde side, så fiskene er næppe særlig aktive, så jeg bliver stående og fisker området igen.

Der skal ikke mange kast til, så sidder dagens anden fisk, den har taget kombardoen, den sidder solidt i saksen.
Igen må Christina stoppe sit fiskeri for at tage et foto af den fine fisk inden den igen bliver sat ud til sine fæller.

Dagens anden fisk


Jeg gør mig klar, retter lige på fluerne… Christina er på vej tilbage til hendes spot, da jeg kaster ud… bum, så sad dagens tredie fisk for enden af fluestangen.
En rigtig badutspringer, fri af vandet op til flere gange.
Får fisken nettet, afkroget og et hurtig foto inden den også fik friheden.

Christina øffer lidt på det her tidspunkt, nu ville hun ikke tage flere fotos, det forstyrrede hendes fiskeri.

Jeg går nogle minutter… Kaster ud langs et revlegennembrud, stripper et par gange, da et solidt hug falder. Jeg fornemmer fisken sidder og løfter stangen. Kan godt mærke at der er en del mere pondus i denne fisk, og siger til Christina, at den er større end de forrige fisk. Jeg får den ind nær mig, og ser den svømme forbi, det er en rigtig god fisk, jeg vurderer den til 3 kg eller i det lag, tager mit net for at være klar til at lande den, men fisken ville anderledes, den tager turen ned af det inderste badekar, den river al den line jeg havde strippet i kurven og min 7’er stang den flexer, da der ikke er mere line og den skal til at gå på hjulet, smider den fluen som kommer farende i mod mig… en rigtig bitter fornemmelse farer igennem min krop, den fisk ville jeg godt have haft i hånden. Bander og svovler en del.
Genoptager fiskeriet og alt imens jeg står der og fejer bitterhed og ærgrelse væk, og finder glæde i de fisk jeg har taget, får jeg endnu et hug.
Dagens fjerde fisk var i hånd.

Dagens fjerde fisk

Christina har endnu ikke mærket fisk, og det er trods for jeg fik hende hen til spottet, hun har faktisk aldrig taget fisk på Enø, så hun havde måske en lille forbandelse der skulle hæves.

Det virker lidt som om det tumult der har været om de fire fisk taget, har skræmt de andre, der er ihvertfald helt dødt på spottet.

Så vi begynder stille og roligt at bevæge os mod parkeringspladsen, fiskende selvfølgelig.

Christina har stort set kun lige forladt området hvor jeg tog de fire fisk, da hun får et hug, jeg var kommet et stykke længere ned af kysten, da jeg ser hun har flex på stangen.

Skynder at strippe ind og bevæger mig ned imod hende.
Skyder lidt fotos på vejen.

Christina har hævet forbandelsen, jeg netter hendes fisk, hun får taget nogle fotos og den får igen friheden.

30 minutters vildskab var slut, vi mærkede ikke flere fisk på resten af strækket. Vi ruller linen på hjulet og går på land.

Imod andre ture, hvor jeg har brugt 6, 7 , 8 endda 9 timer på kysten, måske har taget en enkelt fisk, havde vi i dag kun brugt 1,5 time på kysten og var hele 5 fisk rigere.

Dejligt at der er ved at være forår i vandet.
Håber vi lige kan få næste weekend med inden kysterne bliver invaderet af hornfisk.

Ved godt jeg skrev på facebook, at video om den store fisk mistet ville komme senere, jeg har desværre ikke fået den optaget, havde eller glædet mig til at gense hele scenariet.
Men en lille video herunder af dem jeg fik optaget.

Knæk og bræk derude.

/Martin

Om Martin Harregaard

Fluefisker er mit område, griber dog til tider en jerk bait eller vertikal stang. Jeg fisker primært kyst, men også å og sø Er gift med sidens anden fedtfinne fisker.

Kig også på dette

Et kraftigt comeback…

Min længe savnet Igniter skulle prøves... og det blev den, i stor stil.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *